The Roots of the Boots. Lær historien bag min forretning at kende, og min tilknytning til westernuniverset.
Jeg håber, at du med dit event også kommer til at bidrage med nye grene til historien.
Navnet 'Birdy's Boots' refererer til de første cowboystøvler, jeg købte. Det var tilbage i 2014, hvor jeg var med min familie i USA og besøgte noget af min fars familie derovre.
Støvlerne blev købt i Virginia City, Nevada, hvor min fars familie boede. De kendte desuden ejeren af støvleforretningen, så jeg var så heldig at få rabat på dem. Siden dengang har støvlerne været med til lidt af hvert - og det er stadig de samme støvler, jeg danser i den dag i dag.
Min tilknytning og kærlighed til westernuniverset stammer først og fremmest fra min far. Men også vores amerikanske familie og deres tilknytning til westernkultur har været med til at øge min interesse.
For byen Virginia City, hvor støvlerne blev købt, er ikke bare hvilken som helst by. Det er en vaskeægte autentisk gammel westernby, som nærmest er taget ud af en westernfilm. Og det er faktisk ikke helt galt, for den populære western TV-serie Bonanza havde Virginia City som udgangspunkt for seriens univers. Bonanza var desuden min farfars yndlings TV-serie.
Det er i dag blot en lille by med omkring 700 indbyggere, men i dens storhedstid i 1800-tallet havde den omkring 15.000 indbyggere. Det var dengang, man opdagede Comstock-sølvåren.
Man kan stadig mærke noget af den gamle westernstemning i Virginia City. Byen er bygget op omkring én hovedvej med historiske to-etagers bygninger langs hele vejen, overdækkede fortove og massere af saloons. Og der er både udstillinger og mulighed for at tage det gamle minetog ud til den tidligere sølvmine. En kæmpe oplevelse for en western-elsker.
Både støvlerne og min kærlighed til westernkulturen har altså en særlig forbindelse til Virginia City.
Min far og jeg har begge altid været store country-fans - vi kender de fleste nye og gamle kunstnere og countryhits og har været til flere countrykoncerter sammen.
Men min linedancehistorie begyndte faktisk lidt tilfældigt. Da jeg ligesom min far altid har elsket country og westernuniverset, havde mine forældre lejet en DVD med linedance tutorials til min konfirmation, som det var meningen, vi skulle have danset med på under festen. Dog glemte de alt om den, så vi fik ikke danset. Men min interesse var vakt.
Nogle år senere i forbindelse med mine forældres sølvbryllup i 2020 havde min mor fundet en ny linedance-DVD i genbrug. Hun spurgte, om jeg ikke ville lære nogle af dansene, så jeg kunne instruere i dem til festen til ære for min fars kærlighed til country. Det gjorde jeg så - men da sølvbrylluppet kom, var coronaen også kommet, så festen blev naturligvis ikke til noget.
I stedet besluttede mine forældre at holde perlebryllupsfest i 2025. Som en overraskelse genopfriskede jeg derfor de gamle danse, så jeg kunne underholde med linedance til festen. Traditionen tro kom jeg dog heller ikke denne gang til at instruere, simpelthen fordi der ikke var tid nok.
Til min fars 60 års fødselsdag denne sommer blev vi enige om, at nu måtte det være - men festen ramte en regnvejrsdag, og der var ikke plads nok indendørs til at danse.
Ak, heller ikke denne gang lykkedes det.
Jeg har altså stadig til gode at instruere linedance overfor ham, som det oprindeligt var til ære for!
I mellemtiden er det, jeg har lært, dog ikke gået til spilde. For jeg har efterhånden alligevel lært dansene fra mig af adskillige omgange - til fester i gymnasiet, på højskole, på børnelejr, til polterabend og til privatarrangementer. Og jeg har altid syntes, det var enormt sjovt. Det er dog først nu, jeg har leget med tanken om tage det et skridt videre og rent faktisk blive en linedancer, man kan booke.
Så book endelig løs! Jeg glæder mig enormt meget til at komme ud og danse sammen med jer til alle jeres events.